Hvorfor er det bedre, at jeg lyver fremfor at sige sandheden?

 

IMG_3267

Vi ved det jo godt. At man ikke må lyve.

Alligevel har jeg længe observeret en, for mig, mærkelig tendens: Nemlig, at folk foretrækker at jeg stikker dem en løgn, fremfor at fortælle dem sandheden om, hvordan jeg har det. Og det forstår jeg simpelthen ikke.

Det er især, når jeg er nødt til at aflyse aftaler eller takke nej til ting, at jeg oplever det.

Vi har talt om det før: At en af konsekvenserne ved at være syg af stress er, at man ikke kan særlig meget, hverken socialt eller praktisk. Smid en svær depression oveni, sorgen over at miste sit livs kærlighed og en god del af ens familie og vi er der, hvor det eneste man har kræfter til på en dag er, at børste tænder. På en god dag. Helt sandfærdigt eksempel.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Jeg kan mere, der er gode dage og der er dårlige dage og selvom jeg er blevet bedre til at manøvrere mig selv rundt i den f’cking sygdom, så vil jeg stadig mere end jeg kan.
Så jeg bliver – stadig – overrasket over, hvor lidt, der skal til for at slå mig ud eller hvor mange kræfter, nogle ting koster. Ting, som man ikke regner for noget overhovedet fx to timers besøg af TV-monterings-gut, et opkald til forsikringsselskabet, en tur i IKEA eller bare en tur ned på hjørnet for at skaffe sig noget mad.

Selvom jeg er meget påpasselig med antallet af aftaler og arrangementer, så kan det ske, at jeg er nødt til at aflyse aftaler, fordi det simpelthen er blevet for meget, det hele, at jeg er blevet for træt eller bare har en dag, hvor jeg ikke kan komme ud af sengen. Det er hverken manglende vilje, engagement eller dovenskab, det er en del af sygdommen, fordi hjernen er overstimuleret. Man bliver lige så smadret af en tur i Ikea, som raske mennesker gør efter 1 uge på Roskilde-festival.

Her er det så, jeg vælger at fortælle den reelle årsag til afbuddet fx, at jeg stadig er så presset og udmattet at jeg simpelthen ikke magter at fragte mig til Jylland/Fyn/Sjælland/koncert/vinsmagning eller hvad det nu er.

Og oplever, at folk utroligt mopsede over det, hvorimod, hvis jeg stikker en nødløgn, at jeg har glemt det/dobbeltbooket en aftale/er blevet syg, så er der ingen sure miner.

Hvorfor?

Altså, jeg ER jo syg, jeg kan faktisk heller ikke huske, så det er som sådan ikke løgn, men tværtimod overordentligt sandsynligt, at jeg har glemt det, men hvorfor er det mere acceptabelt, at jeg faker en hovedpine fremfor at sige, at jeg har en r*vdag, hvor jeg ikke kan finde ud af at få tøj på og få mig selv ud af døren?
Jeg vil da selv, til hver en tid, foretrække at kende sandheden fremfor at få noget bundet på ærmet. Og hvor sjovt tror du, det er, at skulle sige, at man ikke kan komme ud af skrinet?

Hvis det er skuffelsen eller en følelse af ikke at være vigtig nok, når jeg melder fra, så forstår jeg det godt.
Jeg kender udmærket følelsen fra når mødrene i min omgangskreds melder fra til et arrangement med ½ times varsel med begrundelsen ”Man bliver så egoistisk, når man ikke sover”.
Eller dem, der har meldt fra til min fødselsdag med endnu kortere varsel, fordi de havde glemt det, noget bedre dukkede op eller de hellere ville være sammen med kæresten. Eller ikke gad tage fri fra arbejde.
Jeg bliver da også skuffet og ked af det over ændringer og aflysninger.

MEN, det er jo netop ikke med min gode vilje, at jeg melder fra. Faktisk vil jeg hellere gnave min arm af ved albuen end at sige nej til noget som helst – hvilket er en del af årsagen til, at jeg er endt hvor jeg er.

Det er hverken med begejstring eller jubel, at jeg melder fra, det er ren tvang, fordi jeg simpelthen ikke kan.
Udover den dårlige samvittighed sider jeg også tilbage med nederlaget over ikke at kunne, følelsen af at være uduelig, følelsen af igen at svigte og af at være hende, der er en klods om benet. Trust me, jeg vil da, til en hver tid, gå til grillaften/fødselsdag/kagebagning fremfor at have det sådan.

Så kan jeg jo bare tage mig lidt sammen, hanke op i mig selv og gøre det alligevel.

Hvor svært kan det være, at stramme sig lidt an for andre menneskers skyld? Det er da det, man som et anstændigt menneske og en god ven skal gøre.
Jeg er ret overbevist om, at det er det, du sidder og tænker lige nu.

Til det kan jeg bare svare: Det gør jeg også. Hver evig eneste dag. Hele dagen. Hele tiden.

Men hvor du står op, børster tænder, går i bad, spiser, går med hunden, køber ind, betaler regninger, går på arbejde og ordner pligter hver evig eneste dag, uden overhovedet at skænke det en tanke, så er det noget, jeg skal tage mig v-a-n-v-i-t-t-i-g-t meget sammen for at kunne gøre. Og nogle gange kan jeg ikke.
Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, i helt mit liv, at jeg var nødt til at gå ned til frisøren efter 14 dage og betale mig fra at få vasket hår – fordi det simpelthen var umuligt at løfte armene over hovedet og tvære shampoo rundt i garnet. Endsige tage tøjet af og træde ind i brusenichen.

Så alt det ekstra, det sjove, som at tage makeup på eller hænge ud med andre mennesker, det er flødeskum på kagen. De ekstra kalorier, som der ikke altid er plads til i regnskabet.
Ikke fordi, jeg ikke vil, jeg elsker flødeskum!

Forleden fik jeg fx chokolade til aftensmad, fordi jeg prioriterede at se et kært menneske, jeg ikke har set i tusind år. Men den går jo ikke hver gang og i dag måtte jeg aflyse et andet kært menneske, fordi slåskampe med dumme kundeservicer og tv-montører havde taget al den energi, jeg kunne mønstre i dag. Og ja, det er umådeligt svært at forstå – det er derfor, jeg fortæller om, hvordan det er.

Det er helt bevidst, at jeg ikke har brugt bloggen som ventil og fortalt op ad stolper og ned ad vægge om, hvor crappy jeg har haft og stadig har det. Jeg gider ikke det bliver en sygdomsblog, fyldt med ynk og selvmedlidenhed og det vil jeg holde fast i.

Men jeg har også opdaget at det kan give et forkert billede, fordi omgivelserne så tror, at det går meget bedre end det egentlig gør og det er jo at tisse i bukserne for at holde varmen.
Det er ikke engang fordi jeg prøver at give illusionen at et glansbillede, jeg har simpelthen bare brug for at føle mig normal, bare ind i mellem.
Det er helt essentielt for mig, at prøve at være så ”normal” som overhovedet muligt, det er derfor jeg putter shoppetips og alt muligt andet på bloggen.

Men jeg kan godt se, at det er svært at forstå, at jeg den ene dag kan holde fødselsdag for fuld musik og den næste dag være så underdrejet, at jeg ikke kan spise. Eksempelvis. Jeg forstår det sgu heller ikke og det er mig, der forventes at leve i – og med det.

Det bliver bare ikke nemmere, når man skal bruge kræfter, man ikke har, på at folk bliver sure på en, fordi man siger: ”Beklager, jeg ved vi havde en aftale, men jeg kan simpelthen ikke magte det i dag”

Man tvinger jo heller ikke en diabetiker til at æde en plade chokolade, for den gode stemnings skyld, så hvorfor skal jeg stikke en nødløgn, fordi min sygdom forhindrer mig i at gøre nogle af de ting, som man ”bør” gøre?
Handler det stadig om, at sygdomme i hovedet ikke er rigtige sygdomme, fordi man ikke kan se dem?
Eller om, at alle har prøvet at have sygt travlt eller være utrolig ked og derfor har en mening om, hvad der er sygdomme og hvad der bare er noget fis, fordi man er doven.

Vi har alle prøvet at presse os selv lidt mere end, hvad vi egentlig kan. Nogle af os meget mere. Hvor man lige siger:
”Arggg, jeg magter godt nok ikke den opgave/fødselsdag/rejse, men nu tager jeg mig lige sammen og gør det alligevel”

Og det kan man sagtens, det er der ikke noget galt i. Vi skal stille op for folk omkring os.
Med mindre at man gør det hele tiden, ligesom jeg gjorde, så der slet ingen grænser er længere for pludselig er der heller ikke et valg. Når kroppen først har valgt at slukke for hovedafbryderen, så er det noget så eftertrykkeligt. Man kan prøve alle tricks i hele verden for at få sving i maskineriet igen, det eneste man får ud af det er, at ens sygdom bliver værre. Og når man først har stiftet bekendtskab med sygehusafdelinger, der begynder med P, så er det ikke nogen, man gider møde igen. Seriously!

For mit vedkommende var det ikke et valg, men tvang, at jeg eksempelvis ikke deltog i min mors 60 års fødselsdag, fordi alene turen til Skagen ville være for meget. Så tre dage oveni for fuld musik, et helt program af fødselsdagsfejring, 10 voksne, 2 børn og 3 hunde er bare way overkill.
I stedet for at føle mig utilstrækkelig, skal jeg faktisk være glad for, at jeg kan mærke mig selv så meget, at jeg kan finde ud af, at sige stop. Eller forsøge på det. Siger de kloge.

Så når jeg nu er der, hvor jeg kan se forskel på op og ned, ret og vrang, så er der en ting på programt pt. og det er, at jeg skal være rask igen. Koste hvad det vil. Med min nyvundne genindtræden i virkeligheden, så kan jeg nu se og forstå, at der er ting, jeg er nødt til at kunne gøre for at blive rask fx at have kræfter til motion, til at indtage noget ordentligt mad, betale regninger, vaske tøj, købe ind, gå med min hund og til at se min hjernevrider. Hvilket faktisk er større opgaver, end jeg magter, men det er jeg nødt til at kunne for der er ikke andre, der gør det for mig.

Dertil kommer slåskampen med kommune, jobcenter, sygehusvæsen, læger og forsikringsselskaber, der tror, at jo mere man bliver presset, jo hurtigere bliver man rask – hvis man da overhovedet fejler noget… At holde alle de aktører tilfredse er faktisk et fuldtidsjob i sig selv. Så hvor den ro alle siger, man skal have for at komme ovenpå, kommer ind i billedet, det ved jeg ikke. Men tro mig, jeg vil til hver en tid passe mit almindelige fuldtidsarbejde i forhold til det her. Der ved jeg da, hvad jeg laver.

Maden og motionen er endda direkte forbundet til at få det bedre og jeg har ikke tænkt mig, at blive i det her sygdomslimbo længere end allerhøjest nødvendigt, så selvom jeg hellere vil hænge ud, så er jeg nødt til at prioritere det andet over, når jeg har kræfter til det.
Hvis det så betyder, at jeg træder på nogle ligtorne undervejs, så må det være sådan. Jeg har ingen forhåbninger om, at nogen forstår, hvordan jeg har det, men man behøver heller ikke kunne forstå for at respektere. Jeg håber på, at der stadig er nogen, der vil lege med mig, når jeg en dag er ude på den anden side.

Og hvis ikke – så var vi nok ikke venner i første omgang.

 

 

 

One thought on “Hvorfor er det bedre, at jeg lyver fremfor at sige sandheden?

  1. Pingback: 5 ting, jeg glæder mig til i juni | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *