Definitionen på en narrefisse

Nå. Men det var da godt, at jeg nåede at prale af, at I har været så elskværdige at nominere mig til Femina Blog Awards for det mest tankevækkende indlæg og så derefter honorerer den fantastisk store ære med, at der sker absolut intet, zip, zero og nada på bloggen.

Jamen, det er altså ikke med vilje. Der er bare sket noget mærkeligt med mit hoved: Jeg kan simpelthen ikke stave længere eller sætte ord og sætninger sammen. Det ligner ganske enkelt hieroglyffer og primtal, hvilket unægtelig er noget af en ulempe, hvis man har tænkt sig at være journalist, eller bare sådan en, der skriver, fx på en blog.
Det helt absurde er, at jeg aldrig har haft problemer med at stave før og eftersom jeg havde et gennemsnit på 13 i retsstavning (Ja. Det var den karakterskala, man kørte efter i min skoletid. Luk næbbet!) så synes jeg egentlig, det er ret underligt og pænt hæmmende, at skulle have læst korrektur på alt*:

”Hvad mener du egentlig, når du skriver mtegr, Christina?”

Mig: ”?? …..?! …..Ææææh…. Det ved jeg sgu da ikke. …. Kan du ikke finde på noget, der passer naturligt ind i sætningen?”

”Nej… Der er ikke rigtig noget, der giver mening”

Mig: ”Nå”

Der er i øvrigt også sket noget andet.
Jeg er kommet til at gå off-line. På det hele. Facebook, Twitter, Instagram, mail, you name it. Aner ikke, hvornår jeg sidst har haft min mail åben. Men det fortæller jeg mere om, når jeg igen har en korrekturlæser.

Billedet er fra altid fantastiske Therese Sennerholts nye kollektion. Pudsigt, at hun lige har lavet et, der passer til mig:

Lost01

*At jeg ikke kan sætte kommaer, er ikke noget nyt, så det behøver I ikke påtale. Til gengæld er det et væsentligt argument for at arbejde i TV-branchen. Der bruger vi slet ikke den slags.

PS: I kan stadigvæk nå at stemme til den der blog award lige her.

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *