Femina Blog Awards: Har du læst noget, der gjorde en forskel? Så send lidt love

I virkeligheden er det et rent tilfælde, at jeg blev journalist. Efter studentereksamen boede jeg i Schweiz og som året gik, opdagede det familiære ophav vist, at jeg havde det lige rigeligt sjovt, deroppe på alpetoppen.
Så et højskoleophold blev sat i værk og det eneste sted, der var plads udenfor normal starttid var på Samsø(!) og eftersom jeg hverken ejer musiske, fotografiske eller kunstneriske evner, blev det på journalistlinjen. På et hold fuld af mennesker, der bare VILLE være journalister. Da tiden kom og flokken drog til Aarhus, med blankpudsede skrivemaskiner og flere meter slettebånd i taskerne, for at gå til optagelsesprøve, tog jeg med. Hovedsagelig fordi jeg ikke gad være den eneste på holdet, der ikke var med på udflugt.

Naturligvis er verden sådan skruet sammen, at jeg kom ind. Som den eneste.

Eftersom det er sådan en uddannelse, hvor det er en anonym optagelsesprøve, der afgør om man kommer ind, så turde jeg ikke rigtig sige ”Nej tak” til studiepladsen for hvem ved om man kommer ind, hvis man fortryder afslaget? Og en uddannelse kan man jo altid bruge.

En af de ting, der har båret mig igennem undervejs, er ønsket om at gøre en forskel. Det siger alle, der vil være journalist, indtil virkeligheden rammer og langt de fleste af os ender som tjenere hos et kæmpe nyhedsmonster, der altid er sultent og hvor mængden af det, man fodrer med er vigtigere end kvaliteten. Selvfølgelig har der været highlights undervejs, det er altid fedt at vinde priser, slå konkurrenterne, lave historier som alle andre medier citerer, have fans, skrive autografer og gå til premierer. Men at gøre en forskel kan man nok ikke rigtig kalde det. Så skulle jeg nok have holdt fast i drømmen om jura, politiet eller at blive jagerpilot, men det kan vel nås endnu (Ok, jagerpilot er jeg nok for tung i røven til! -J)

Det er her blogs rent faktisk kan gøre en forskel.  Ikke, at jeg bilder mig ind at gøre en forskel overhovedet, men fordi jeg indimellem læser ting, der gør en kæmpe forskel for mig. Derfor synes jeg også at det er vældig klædeligt, at Femina nu uddeler en blog-award, hvor det er indholdet, der er det afgørende. For let’s face it. Hver eneste gang, at der er blogkonkurrencer, så er det altid en modeblogger med mange tusind læsere, der vinder. Al ære og respekt for det, for de gør virkelig et kæmpe stykke arbejde, men det er  skønt, at der også er plads til at præmiere indlæg, der handler om glæder, sorger, tanker og følelser.

Blog-awarden er inddelt i fem kategorier 1) Indlægget, der gjorde en forskel 2)Det mest bevægende indlæg 3)Det indlæg, der skabte fællesskab 4) Det debatterende/tankevækkende indlæg og 5)Det mest kreative/visuelle indlæg.

Ovenikøbet er jeg så heldig, at jeg selv er blevet nomineret for at fortælle åbent og offentligt om, hvordan det er, at være så syg af stress, at man kaster op hver gang telefonen ringer og ikke engang kan stå ud af sengen for at hente et glas vand. Det er en kæmpe ære og jeg er meget overrasket og jeg tror ikke, jeg havde haft helt samme mod, hvis ikke Superheltemor havde åbnet lidt for posen og fortalt, at hun også lå og rodede på bunden. Derfor går mine stemmer til dem, har har gjort en forskel for mig personligt. Udover Superhelte mor er det Andrea, fordi hun, meget modigt, fortæller om hvordan det er at tage lykkepiller og beslutningen om at turde lægge dem på hylden igen. SÅ vigtigt i en tid, hvor der udskrives recepter på stribe og det er svært at få svar på ”For” eller ”Imod”. For Andrea blev de vejen tilbage til livet, mens jeg selv blev så bimlende nuts, at det er et rent tilfælde, at jeg stadig er i live. Og lige præcis derfor er det vigtigt, at vi tør tale åbent om det!  Anne, der rå-sejt fortæller om alle de tanker man har, når man lægger arm med en kronisk sygdom, om uvisheden, fortvivlelsen og alle tankerne om, at man er uduelig, besværlig og til overs.  Når der er flere, der fortæller den slags, så er man ikke alene og det er guld værd, når ingen andre forstår, hvad man egentlig kæmper med. Det samme gælder Sneglcille, der tør prikke hul på et andet tabu, nemlig ensomhed. Noget, som mange helt sikkert har erfaring med, men som man heller ikke taler om.
I det kreative hjørne har jeg nomineret bloggen Homesick.nu, der imo er en af de mest inspirerende boligblogs, der er pt. Og boligindretningsprojekter er virkelig gode, når man lider af hjertesmerte. (Nej, vi skal ikke tale om, hvor lang tid jeg har brugt på at google noget med Eames)

Jeg håber virkelig, at du stadig hænger på, for det er nu, at DU kan gøre en forskel og nominere din favorit. Find det/de indlæg, der har betydet mest for dig indenfor ovennævnte kategorier, kopier linket til indlægget og sæt det ind i en af stemmeboksene via dette link. Man må stemme i alle kategorier, men også bare nøjes med en enkelt og der kan stemmes til frem til 4. oktober.

Og ja, du må selvfølgelig også gerne stemme på mig 😉

1335-blogaward-bobbel

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *