Sandheden om hvordan det i virkeligheden er gået

Det begyndte i november, da min læge trak det røde kort og sendte mig hjem på en omgående sygemelding med ordene stresskollaps, udbrændthed og helbredstruende flagrende efter mig. Det korte svar var, at det havde jeg ikke tid til.

Op til da var gået 10 år med 70 timers arbejdsuger, lidt bog – og blogskriveri, gratis PR-rådgivning on the side, plejekrævende hund og en kriseramt hjemmefront, der burde have haft meget mere opmærksomhed end den fik, for jeg er sådan en, der kan det hele – og mere til. Altså bortset fra at jeg var ved at gå i bro af dårlig samvittighed over ikke at slå til på nogen områder overhovedet. Og det var ikke fordi, jeg ikke forsøgte. Eller gjorde mit allerbedste. Det var bare ikke tilnærmelsesvis nok.

De seneste 0tte måneder op til det store kollaps, skruede jeg i stedet op for tempoet, sad hver nat og arbejdede til kl. 02, råbte efter hunden, når den var glad for at se mig efter 12 timer, fordi jeg ikke kunne kapere flere, der ville have noget af mig, var rasende konstant, skar alt hvad der hed motion/venner/ familie væk, havde konstant mave- og hovedpine og sov ikke overhovedet.
Hvis jeg var heldig blev det til et par timer på øjet, ofte måtte jeg stå op igen og trave lange ture om natten, fordi jeg ikke kunne være i min egen krop af åndenød, hjertebanken og en fornemmelse af myrer over det hele. Berøringer føltes som at blive brændt og tit måtte jeg lægge mig et andet sted for blot at få et par timers søvn, fordi nærheden fra andre mennesker gav kvælningsfornemmelser. Ikke, at jeg ikke kunne lide folk, der var bare så få ressourcer at give af, at jeg blev ekstremt indesluttet, kort for hovedet og fx begyndte at springe frokosten med kolleger over og gå ekstremt sent i seng. Når man alligevel ikke kan sove, er det endnu mere frustrerende at høre på en anden, der sover og det eneste, der kunne give lidt ro var, at stene tv-serier natten igennem og forsøge at sove til kl.12 i weekenden, for at få indhentet søvnunderskuddet, hvilket naturligvis ikke lykkedes – og så brugte jeg resten af weekenden på at arbejde hjemmefra… (Ja, jeg har været en fest, at være kæreste med)

Sådan har det faktisk været i mange år. Det er muligt, at jeg gik på arbejde, men det var det eneste, jeg gjorde. Og forsøgte at holde liv i min hund, men reelt var det Anden  Halvdelen, der stod for det. Jeg så ikke venner, jeg havde ingen fritidsinteresser, dyrkede ikke motion, kunne simpelthen ingenting. Det var ikke fordi, jeg ikke prøvede, men jeg kunne bare ikke. Faldt helt sammen. Til gengæld var jeg dygtigt til at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg ikke kunne det andre kunne. Jeg kunne jo se at både kæreste og venner kunne arbejde en del OG have et liv ved siden af. Jeg kunne kun arbejde. Ikke engang fordi jeg synes det var sjovt, men for at jeg forhåbentlig kunne avancere videre tll noget noget, der var knap så krævende.

Og det værste er: Jeg kunne overhovedet ikke se, at det var helt galt. Tværtimod blev jeg rasende, fordi jeg mente, at det var min tur til at køre noget karriere og det måtte omgivelserne have forståelse for. Bevares, jeg synes da det var irriterende med den konstante mave- og hovedpine, svimmelhed, søvnløshed, ringen for ørerne, det føltes helt naturligt at gå i seng med fuld krigsmaling, for jeg skulle jo alligevel op 2 timer senere og orkede ikke at lægge nyt og især generede det mig, at fra at have haft hukommelse som en elefant, så kunne jeg pludselig intet huske:

Ligesom Andrea, skrev jeg lange mails til mig selv om natten med ting, jeg skulle huske. Jeg mødte på arbejde i hjemmesko, anede ikke hvordan jeg var kommet hjem, kunne ikke føle halvdelen af mit ansigt, havde sært snurrende læber, meldte min cykel stjålet, indtil cykelsmeden ringede efter en uge og spurgte, hvornår jeg gad komme at hente den (Jeg ved stadig ikke, hvad der skulle repareres) og har tilsyneladende glemt at fortælle, at jeg hjalp en veninde med at leje en lejlighed, da hun skulle hurtigt væk fra en håbløs mand…

Selv troede jeg, at alt ville blive bedre, hvis bare jeg for fanden fik sovet. Jobmæssigt foregik der mange ting, der var helt skæve og det var ekstremt krævende, at forsøge at gardere sig imod. Derhjemme kunne vi skændes til helt ud over kanten over mit komplette fravær, der var lige en jul, der skulle holdes, en knude og et modermærke, der gav mig etiketter med ”akut” ”kræftpakke” og ”behandlingsgaranti” og slutteligt nogle trusler, der fik læsset til at vælte helt. Efter det holdt jeg op med at sove overhovedet, begyndte at lave fejl på jobbet og synes derfor det var oplagt, at arbejde endnu mere.

Søgte jeg hjælp? Nej. Fandt et professionelt menneske at tale med det om? Nej. Talte med andre om, hvordan jeg havde det? Nope. Trak stikket og skruede ned? Faneme nej! For hvis der er nogen, der ikke er en svagpisser, så er det mig og jeg kan kraftedeme klare det hele, alene og uden at pive. Altså lige bortset fra de gange, hvor det hele væltede for mig og jeg græd og græd, mens jeg ventede på at nogen tog ansvaret og stoppede festen for mig. Men man skal jo nødig være til besvær og gøre folk bekymrede, så derfor virkede det som den bedste løsning at holde tingene for sig selv. I dag er noget af det, jeg er mest ked af, at jeg ikke fortalte nogen om, hvad der i virkeligheden foregik indvendig, men jeg synes faktisk det var vigtigere, ikke at gøre folk bekymrede. Og jeg kunne jo klare det selv, hvis bare jeg fik lidt ro. (Nu skal man tale pænt, men man er en idiot, når man tænker sådan. Virkelig)

Da vi nåede februar tog kroppen beslutningen for mig og nægtede at stå ud af sengen. Det var influenzasæson, så jeg tænkte det ville tage en uges tid, hentede pc’en og sad og skrev 3-4 artikler, mens jeg græd og kastede op… Så gik jeg til lægen og satte krydser i den helt forkerte ende af et skema, havde for højt blodtryk, et mavesår – og stress, der havde udviklet sig til en depression. Man skulle tro, at jeg så havde læst skriften på væggen, men for mig var det simpelthen uacceptabelt at gå ned. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men i min selvopfattelse er jeg ikke sådan en, der går ned. Slet ikke med stress. Hvilket er en fuldstændig idiotisk måde at tænke på, så hvis du gør det samme, så drop det. Lige med det vuns.

Først to måneder senere tog jeg mig sammen til at kontakte en psykolog, for det føltes helt uoverkommeligt, at skulle forklare alt, hvad der var foregået. Samtidig mente jeg stadig, at jeg kunne klare det selv. Det kunne jeg også, når jeg sad hjemme i sofaen og gloede serier i døgndrift. Til gengæld så jeg bort fra, at jeg hver gang måtte gå tudende, med uforrettet sag, fra supermarkedet, fordi jeg ikke kunne overskue larmen, bip-lydende fra kassen, de hylende unger, eller at skulle finde et alternativ til det, der stod på min seddel. Eller når jeg ikke orkede at børste tænder eller vaske hår i dagevis. Eller levede af chips og mandler i 14 dage, fordi Anden Halvdelen var på kursus og jeg ikke magtede at skaffe/lave /ringe efter mad og hverken kunne se mennesker eller føre en samtale. Faktisk var det lidt en lettelse, at han var væk, for så havde jeg knapt så dårlig samvittighed over at være et udsplattet vrag i nattøj.  Når man ikke kan rumme sig selv og sin egen elendighed, afmagt og fiaskofølelse, så er det meget svært at forestille sig at andre kan. Så skide være med, at jeg ikke fik noget at spise, fordi der ikke var nogen til at stille det foran mig.

For det er det, stress også gør. Udover at brænde hjernen af, så ødelægger det selvfølelsen og selvtilliden, fordi man går fra at kunne ALT til at kunne INGENTING. Og derfor går man i gang med at kalde sig selv for grimme ting i døgndrift, men især om natten, hvor man ligger søvnløs, med stresshormonerne bankede rundt i kroppen og fortæller sig selv, hvor latterlig, taber-agtig, uelskelig og uduelig man er og hvorfor man ikke bare lige kan tage sig sammen og ryste det af sig – for det plejer man jo at kunne. Når man ikke engang orker, at tage den vanlige medicin: At spise og shoppe det væk, så er det et ret godt tegn på at den er gal. Det siger jeg ikke for at være nedladende, men fordi man kan ændre ret meget personlighed i sådan et forløb.

Det er ubeskriveligt, hvor rædselsfuldt det er, når ens hoved står af og man hverken kan tænke, handle eller gennemskue konsekvenser. Det plejer jo at være mig, der er herre over min egen krop og det giver altså tæsk på selvværdet, når man går fra forholdsvis intelligent med tjek på tingene til forvirret, uden overblik, grænsende til det demente.
Fx kan et simpelt spørgsmål om, hvor en tallerken skal stå, få hovedet til at snurre og hjertet til at hamre, man kan ikke koncentrere sig om at svare på et spørgsmål i Quizbattle, fordi tv’et kører samtidig. Eller læse en mail, selvom man er vant til at svare på 100 mails dagligt. Når man skal sætte krydser for at huske om hunden har fået sin medicin, ikke kan overskue at tømme opvaskemaskinen, man ikke kan svare på, hvor man bor og ikke kan huske opskriften på Spaghetti Carbonara (fløde og æg) Eller når det skærer i hjernen ved lyden af andre mennesker og man bruger dagevis for at være bange for sovepillerne, som man ved ligger i underste venstre skuffe i badeværelset, fordi det måske bare ville være bedre, hvis man slet ikke var her og dermed slap for at være en talentløs taber-nar, der er en belastning for alle.

Især hukommelsestabene gør det meget svært og meget synligt, at man er off. Eksempelvis har jeg spurgt,  hvornår min søster bliver student i år. Det er 2 år siden, at hun fik huen på hovedet …
5 gange bad Anden Halvdelen om at jeg hentede en pakke på posthuset – det skete aldrig. En dag vaskede jeg hår tre gange, for jeg blev ved med at glemme at jeg havde gjort det. Jeg gik ud i køkkenet for at hente noget, jeg kom tilbage med min pung, pludselig anede jeg ikke hvordan, jeg skulle finde vej til banegården, selvom det er en rute, jeg har kørt tusindvis af gange… Og eksemplerne er talløse.
Men sådan er det. Udover hullerne i hverdagshjernen, så er hele oplevelser, begivenheder og minder er blevet fuldstændigt slettet. Det er virkelig frustrerende når folk spørger 5. gang om man VIRKELIG ikke kan huske dit og dat – eller tror at man lyver.

Jeg synes især, at det har været svært at forklare andre, at der er ting, man ikke kan. Eller det nærmest sygelige behov for alenetid, der opstår, fordi man bliver så overstimuleret af at være sammen med andre mennesker, at man nærmest kan græde af frustration. Det meste af  hundedyrets fødselsdag blev brugt på at hyperventilere og små-pive på toilettet, fordi jeg ikke magtede at føre en samtale med de gæster, jeg selv havde inviteret.
Det er svært at sige, at man er syg, i hvert fald for mig, men jeg har også oplevet at det er svært for folk at forstå, hvorfor jeg ikke kan tage en frokost inde i byen, få besøg, har svært ved at lave aftaler (At skulle bestemte ting på bestemte tidspunkter stresser helt vildt!) ikke kan tage på familiebesøg eller en tur i Ikea eller i biffen. For det gør man jo bare og man virker latterlig, når man så står og siger:
”Jamen det kan jeg simpelthen ikke. Bare på at gå i bad har jeg brugt så mange kræfter, at jeg ikke orker mere resten af dagen”.

Det er jo bizart at gå fra at være Dronningen af multi-tasking til ikke, at kunne skrælle en gulerod, hvis nogen taler til en. Folk, der har haft stress ved præcist, hvad jeg taler om her. Alle dem, der ikke har, har ingen anelse om, hvad man går igennem. En undersøgelse, som læger og psykologer fra Bispebjerg Hospital står bag, viser, at kolleger til stressramte ofte reagerer med irritation, fordi de ikke kan forstå, at man ikke bare tager sig sammen. Hvilket præcis er det eneste man IKKE kan. I virkeligheden har man nok taget sig sammen for længe, men det gør det jo ikke nemmere for de tilbageværende kolleger, der skal løbe endnu hurtigere.

Det er også derfor, jeg nu fortæller historien åbent, selvom der er formentlig nogle, der vil mene at jeg fortæller alt for meget. Det er da heller ikke det fedeste, en arbejdsgiver kan google frem om mig, men jeg tror faktisk at ærligheden er den bedste vej frem. Måske vil færre mennesker ende med at gå ned med et brag, hvis vi rent faktisk tør tale højt om når det går galt, i stedet for, død og pine, at dække over det?
Jeg har selv været en af dem, der mente, at stress var noget overambitiøse speltmødre påførte dem selv ved kun at ville aflevere børn kl. 10, hente igen 13.30, køre den fede karriere, være en str. 32 og have et pletfrit hjem, en lækker mand, skønne veninder og 6 rejser til eksotiske steder årligt. Plus det løse. Og jeg er meget flov over, at jeg har tænkt sådan.

Intet kunne være mere forkert. Alle kan blive ramt og langt de fleste kommer ud på den anden side igen. Der er forskel på travlhed og stress og det er vigtigt at kende forskellen, for travlhed er ikke nødvendigvis dårligt.
Jeg tror altid at jeg vil have en snert af frygt for, at det hele ramler sammen igen, når jeg igen, igen, igen lader entusiasmen og ambitionerne løbe af med mig, men jeg føler også et ansvar for, at andre i samme situation, ikke føler sig alene, kan se et håb og frem for alt: Beder om hjælp meget før end jeg gjorde. For det må man gerne! Ligesom man skal huske, at man selv har et ansvar for at sige stop. At sige fra er noget af det værste, hvis man er ambitiøs, men der er ikke andre, der gør det for dig. Tværtimod.

Uanset, hvor alene man føler sig, så er der andre i samme båd, læs bare de tankevækkende historier her, her og her.

Jeg er blevet både et klogere og bedre menneske, men det ærger mig at prisen blev så høj, fordi jeg ikke gad lytte og troede jeg kunne klare hele verden alene. Husk at passe på dig selv og dem, du kender. Det er ikke svaghed, men styrke og det er meget vigtigere end du tror.

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

7 thoughts on “Sandheden om hvordan det i virkeligheden er gået

  1. Pingback: Kære meningsmafia: Luk munden og let røven | C & the City

  2. Pingback: Typer, der burde rulles stramt ind i et gulvtæppe | C & the City

  3. Pingback: 10 ting, jeg egentlig helst vil holde for mig selv | C & the City

  4. Pingback: Når jeg ser bloggen omtalt som “Singlekvindernes nye bibel” | C & the City

  5. Pingback: Var det noget, jeg sagde? | C & the City

  6. Pingback: Det skulle jeg nok ikke have gjort #4 | C & the City

  7. Pingback: Hvad livet har lært mig | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *