Oslo-guide: Miniferie i de lange underbuksers land

Oslo ligger ikke lige for, når man planlægger storbyferie. Faktisk nok heller ikke på hverken anden, tredje eller ottendepladsen og det er synd, for der er masser at komme efter i broderlandets hovedstad, især hvis du også er interesseret i skiferie.

Hovedstaden byder på restauranter i verdensklasse, lækre butikker og virkelig flinke mennesker. Altså virkelig flinke:
”De er simpelthen så søde heroppe”, var nærmest mantraet på turen for uanset hvor man færdes, så er der lutter flinke, hjælpsomme, servicemindede og imødekommende mennesker og betjening. Noget af en kontrast i forhold til herhjemme…  Og så er Oslo centrum både hyggelig og smuk. Det eneste, der trækker ned af prisniveauet. Der har ikke været skyggen af finanskrise og økonomien blomster, så når en øl koster 100 kr., en gin&tonic løber op i 160 og en kanelbulle kan erhverves for 30 kr., så har de altså fat i den lange ende, de nordmænd…

Overskuelig hovedstad
Oslo centrum er ret småt og til at overskue. På de forskellige strøg er highstreet-kæderne rigt repræsenteret, men der er ikke noget at spare her. Faktisk er både H&M, Vero Moda og Vila dyrere i Norge end i Danmark, men du kan gøre gode fund hos den norske kæde Cubus. Bla. fandt jeg et par skindshorts til 100 kr.

Akersgatan huser de mere eksklusive butikker som Mulberry og Louis Vuitton og er også en skøn gade, bare at windowshoppe i. Når du er i området, så gå også forbi Stortinget og regeringskvarteret, hvor Anders Breivik gennemførte sit terrorangreb den 22. juli 2011. Det føles fuldstændig uvirkelig at den hyggelige by har været udsat for noget så grusomt og det er meget tankevækkende at gå der.
I det hele taget er det nemt at gå rundt til det hele, husk også sidegaderne til hovedstrøget, Karl Johans Gate, hvor der ligger en stor Acne-butik i Øvre Slotsgate.

Oslos svar på Greenwich Village
Tag også toget til det hippe kvarter Grünerløkka, Oslos svar på Greenwich village. Et arbejderkvarter, der er blevet hottere end hot og som myldrer med små fede designbutikker, vintage – og secondhandtøj i luksusudgaven, gallerier og markeder. Robot, Trabant Vintage og Velouira Vintage byder alle på retro tøj, sko og tilbehør fra 50érne og frem til nu og der er virkelig kup at gøre.
Er du mere til nyt og ubrugt har Conzept et solidt udvalg af dansk, norsk og svensk designertøj, Liebling kombinerer design med god kaffe og er et godt sted at finde unikke gaver, og er du til køkkenudstyr (hvorfor er det bare federe, at købe i udlandet? ), så er Rafens Grünerløkka Nordens ældste og største kæde. De har seriøst ALT.
Sæt en hel dag af, for der er masser at se, sanse, spise og opleve og kvaliteten i butikkerne er høj. Det er utallige små cafeer, barer og restauranter og husk at gøre mange pitstop, man shopper virkelig dårligt på tom mave 🙂

I Grünerløkka ligger bla. Mathallen som jeg også omtaler senere, Bistro Brocante, der serverer eminent fransk mad, Fru Hagen er en laidback café, hvor du virkelig kan studere de unge hipstere i close-up og nyde god mad samtidig og Delicatessen Tapasbar serverer virkelig lækker tapas. Er du på voksentur er baren BAR Vulcan et besøg værd. Der er udeservering ved floden og en stor tagterasse, perfekt til lyse lange sommernætter og good times.
Er der børn i selskabet vil de sikkert sætte mere pris på en tur på Cocoa, der er Norges første cacaobar med den varme drik i alle afskygninger. Den er nu også velegnet til voksne 🙂

Her skal du spise
En af tingene, der bestemt er værd at glæde sig til i Oslo er maden. Virkelig lækker mad på virkelig hippe restauranter som fx Grilleriet, der er et af Oslos in-steder. Det afspejler prisen naturligvis også, det er ikke ofte at man får en regning på 10.000 kr. på en restaurant, skal vi sige det sådan?! Men maden er fuldstændig fantastisk.
Det samme gælder i Oslos svar på Torvehallerne, Mathallen. Vær dog opmærksom på, at den lukker kl. 19. Andre anbefalelsesværdige steder er fx Palace grill. Man kan ikke booke bord, men møde op sent på eftermiddagen i baren ved siden af. Fast menu. Ligner lidt en bodega, men det er virkelig godt og dyrt. På Restaurant Eik og Nodee Asian Cooking på Majorstuen er både interiør, betjening og mad udsøgt. Benyt dig evt. også af muligheden for at gå på isbar og drikke drinks i thermodragt, siddende på isblokke i en bar bygget op af is.

Her skal du bo
Oslos hoteller ligger godt placeret i centrum og derfor er dine personlige præferancer ret afgørende. Vi boede på First Hotel Millenium og det var aldeles glimrende. God morgenmad, værelserne er dog ikke så store og bed gerne om et på 6 etage eller højere. Sporvognene i Oslo kører hele natten og de larmer altså en del.
Comfort hotel grand central, Thon Hotel Opera og Oslo Plaza er også gode bud, der ligger godt og centralt.

Gratis glæder
Med et højt prisniveau er der heldigvis også masser af gratis glæder at komme efter. Oslos nye opera, der er Nordens absolut flotteste, nede ved havnen er et must-see. Byens to bedste museer, Museet for samtidskunst og Nasjonalgalleriet, der blandt andet huser en fremragende samling af norsk nationalromantik og Edvard Munchs store hovedværker, har gratis entre om søndagen. Besøg også Vigelandsparten, der huser 200 skulpturer, deriblandt et kæmpemonument af 121 nøgne mennesker, hugget i samme granitblok, der er noget af et tilløbsstykke.

Shopping, spa og ski
Min tur var udelukkende business, så ski var ikke på programmet, men Trysil er et fremragende skiområde tæt på Oslo, hvor der både er børnevenligt, sorte pister, spa og store poolområder, så der er underholdning for alle, uanset alder og præferencer. Mange nordmænd tager på ski i weekenden, hvilket betyder billigere leje på skistederne mandag – torsdag.

Bonustip 1) Norge er ikke medlem af EU, så det kan for en gang skyld godt betale sig at handle toldfrit i lufthavnen.
Bonustip 2) Oslos lufthavn, Gardamoen, ligger sygt langt udenfor centrum og en taxatur løber nemt op i 2000 kr. Tag lufthavnsbus i stedet.
Bonustip 3) Lange underbukser anbefales om vinteren, også selvom du er på shoppetur.
Bonustip 4) Er du på forretningsrejse og skal medbringe en værtsgave, så bring the booze. Det er ikke en joke. Alkohol er latterligt dyrt i Norge og de bliver sindssygt glade for en flaske sprut. Virkelig.

Med adskillige daglige afgange til Oslo er det både nemt og billigt at komme nordpå med fly og ellers kan der sejles fra Frederikshavn og København.  Oslo er helt bestemt undervurderet og virkelig et besøg værd, uanset om det er sommer eller vinter.

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *