Let’s pretend this never happend

Madbanditten har fortalt, at hun, helt uventet, fik 2500 kr. ned i foret, den dag, hun fik sin lykkekat.  Så heldig har jeg ikke været, faktisk har jeg haft en af de uger, hvor man ikke er knaldhamrende stolt af at være sig selv. Fx når man:

–  Hælder kogende vand på et trusseindlæg. I en kop. Fordi den slags hygiejneartikler nu tilsyneladende skal forklædes i bittesmå, lyserøde, blomstrede breve og vedlægges i dameblade, så distræte mennesker som mig tror, at det er smagsprøver på en ny, smart, dyr hipster-the. (Se selv, jeg kan da ikke være den eneste, der har taget fejl?!)

blad og bind

–  Joe and the Juice-dude møder en med hilsenen: ”Hey, skal du bare have det samme som i går?”

–  Skal til fest, ikke har haft tid til at få highlights i garnet og derfor tænker, at noget lysningsshampoo er løsningen, men ikke lige tjekker, at lortet er sølvfarvet. Og derfor nu render rundt med en grå silverfox manke ala Gun-Britt. Hvilket er superklædeligt til hende – jeg ligner en, der er syg.

–  Kebab-mand, allerede inden man har sagt sit navn, siger: ”Ja, det er dig, der skal have en dürum, ikke?”

–  Går rundt i 4 timer til ovennævnte fest, før jeg opdager, at jeg har et chokoladeaftryk på størrelse med Sjælland på den ene kind, kæbe og halsen.

–  Konkluderer: ”Det er alligevel så sent, at jeg sagtens kan gå tur med hunden, selvom jeg har lige har lagt ansigtsmaske”. Og så, selvfølgelig, møder anden aftenhundelufter, der er ved at gå i fortovet af skræk ved synet af mit blåhvide, genfærdslignede ansigt i skæret fra blinkende gadelampe…

Andre er heldigvis i samme båd. Jenny The Bloggess har udgivet en hel bog med lignende real-life incidents -bare sjovere. Det er her titlen på mit indlæg stammer fra – og så håber jeg at husbestyrerinden hos Evas Køkken får mere held med den udlovede lykkekat. Giv mig besked om din adresse, så søger jeg for at katten får et nyt hjem.

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *