Den ultimative livredder, når hverdagen driller

Hvis din familie på nogen måde minder om min, har du formentlig også erfaret, at hverdagen i dén grad er i gang igen. Sommerens ferie, afslappethed og overskud er lynhurtigt blevet afløst af overarbejde, lange møder og togture på tværs af landsdele og et puslespil af indkøb, madlavning og andet gøgl, der skal gå op. Jeg indrømmer blankt, at takeaway kortet sidder løst i lommen og er alt for nemt at trække, når alternativet er, at stæse idéforladt rundt i et supermarked med knurrende mave, når kl. er 19.

Derfor får du min ultimative livreddende opskrift, der sikrer mad på 15 minutter, uden du skal købe ind.  Alle ingredienserne kan nemlig stå i køkkenskabet og i fryseren, så du slipper for supermarkedskøen.

Nem hverdagspizza med alt godt fra køleskabet

1 Focaccia gigante fra Irma (Alternativt pitabrød eller tortillas)
1 dåse koncentreret tomat (Eller færdigkøbt tomatsauce)
Revet eller hel mozzarella (Den revne kan snildt fryses)
Oregano

Dette er bunden, der skal tilsættes fyld efter eget valg. Fx skinke, salami, små pølser, tun osv. På den måde får alle den variant, de bedst kan lide og en evt. krise med trætte børn kan undgås. Her får du et par forslag til fyld, der fungerer godt – og som du kan have på lager, undtagen rucolaen, men den er valgfri

Fyld 1: Bresaola, grillede artiskokker på glas, frisk hel parmesan, en håndfuld frisk rucola
Fyld 2: Parmaskinke, grillede artiskokker på glas, ananas på dåse, champignon på glas.
Fyld 3: Svampemix (friske eller på glas), sorte oliven, en håndfuld frisk rucola

Flæk focacciaen eller pitabrødet, (tortillaen behøver ikke flækkesJ), smør med tomatkoncentrat, læg fyldes på og drys med osten. Smæk i ovnen på 200grader til osten er smeltet. Focaccia skal ca. have 15 min, pita og tortilla kan nøjes med ca. 5 minutter. Dekorer med oliven og rucola, når pizzaen er færdig og server, evt. med salat eller noget gnavegrønt til.

Nej, det er ikke verdens sundeste aftensmad, men det er bedre og billigere end takeaway og du kan selv sikre, at du får gode råvarer – og flere grøntsager en anden aften. Sådan er hverdagen – deal with it.

En anden, der hylder kvalimad på kort tid er Louisa Lorang, fast kok i Go’ Morgen DK og kogebogsforfatter.
Hun har netop udgivet kogebogen ”Spisetid” med masser af geniale, lækre og sunde opskrifter til store og små, både når det går stærkt og når der er bedre tid ved gryderne.  Hun anbefaler i øvrigt pizzaen på tortillaen med kartofler, rosmarin og parmesan.

Naturligvis skal du ikke snydes for inspiration, derfor udlodder jeg et eksemplar af Lousia Lorangs ”Spisetid”, bare smid en kommentar, så trækker jeg en vinder den 1. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *