Vil du have god mad, billig luksus og fantastisk klima?

Jeg har engang overnattet i et rædselskabinet af et faldefærdigt, afdanket B&B langt ud på en mark på Djursland.  Med en overentusiastisk ejer, der praktisk talt, stod i fodenden af sengen og berettede om alle de fortræffeligheder, der kunne købes på etablissementet.

Derfor har jeg det lidt stramt med hele B&B konceptet, selvom der ofte lander tilbud i indbakken, der ser endog meget fristende ud. De sparsomme erfaringer jeg har med B&B, inkluderer oftest en ejer med et voldsomt personligt engagement, der desværre kan føles både klaustrofobisk og meget pågående. Hvis jeg skal holde fri og slappe af, foretrækker jeg, at have en flig af et privatliv, hvad jeg har erfaret, kan være svært, hvis man overnatter i en udlejningsdel af folks hjem.

Det kan virke både uretfærdigt og fordømmende og heldigvis er der da også undtagelser, der giver alle tidligere rædselskabinetter baghjul.

Et af dem, er et lille familiedrevet hotel ved Comosøen, jeg faldt over ved et tilfælde, fordi ferien var så god, at vi ikke gad køre hjem og derfor skulle finde et sted at være et par dage mere.

Udover hotellet var fuldstændig fantastisk og lå virkelig godt, så mestrede værtsfamilien den helt rigtige blanding af service, imødekommenhed, familiær, afslappet stemning, luksus og evne til at lade en være privat, selv på et lille sted. De var tydeligvis stolte over deres hotel og satte en ære i at drive stedet godt, med glade og veltilpasse gæster.

Det skader heller ikke, at udsigten fra værelset så sådan ud:

Og sådan her:

 

Fruen og søsteren stod i receptionen og for morgenmaden, mamma kom lejlighedsvis på besøg, tjekkede ind og inspicerede, at alt blev udført til perfektion og manden i huset var multikunstneren, der både nippede roser, tog opvasken, stod i baren og slæbte havestole frem.  Alle var de ekstremt servicemindede, klappede hunden, spurgte til alles (incl. hundens) ve og vel og skabte så god en stemning, at man aldrig havde lyst til at rejse.  Og det vel at mærke, uden nogensinde at blive omklamrende, påtrængende eller anmassende, men med venlig imødekommenhed, hvorefter de diskret trak sig tilbage, hvilket gav en helt særlig afslappet, familiær stemning.  Plus trang til at spise husets virkelig lækre  morgenmad i timevis under de skyggefulde træer på terrassen:

 

Måske er jeg bare den eneste, der ikke har opdaget Comosøen?  Der altså i allerhøjeste grad anbefales. Lækkert klima, der er varmt og solrigt, men uden den sydeuropæiske slående hede. Smukt og velholdt overalt, og en helt formidabel kombination af sol, vand og bjerge. Det er ikke engang specielt dyrt, en pizza på en virkelig lækker restaurant fås til 6 Euro og i en fornuftig afstand af 13 timers kørsel fra Danmark. Og så er der så smukt, at man nærmest får ondt i øjnene. Star Wars 2 og noget af Oceans 12 er bla. optaget her.

Bellagio er en af de smukkeste byer, men bestemt også den mest turistede. Der er snævre gader i den kønne gamle bykerne,  blomstersmykket søpromenade,talrige fashionable hoteller og villaer der giver en særlig stemning i Bellagio. I gaderne finder man butikker med alt fra kunsthåndværk til gastronomiske lækkerier. Vær opmærksom på at det går stejlt op og ned i gaderne, hvis du har børn eller ældre i rejseselskabet.

Den gamle pastelfarvede fiskerby Varenna, klistrer sig op ad   klippevæggen med snævre smøger og en del restauranter og butikker.   Varenna er en rolig by og ikke kendt for sit natteliv, men til gengæld regnes den af mange for Comosøens smukkeste. Her finder man Villa Cipressi og Villa Monastero med herskabelige saloner og en botanisk have, og tæt på middelalderborgen Castello di Vezio, som i dag er åben for publikum.

Feriebyen Mennagio midt på Comosøens vestlige bred er mødested for turister fra hele Europa, som ikke mindst er tiltrukket af de perfekte forhold til vandski, windsurfing og kitesurfing – og after-windsurfing på Menaggios søpromenade og på barerne og restauranterne på Piazza Garibaldi. En restaurant, der bestemt er et besøg værd i byen er Osteria Il Pozzo. Den ligger lidt gemt ad vejen fra det store torv. Bestil bord ude i gårdhaven og nyd gudsbenådet italiensk mad i fantastiske omgivelser. Har du ikke bestilt bord, kan du godt forberede dig på 45 -60 min. i kø uden foran, men det er altså det hele værd.

il pozzo

como

Syd for Mennagio, beliggende lige overfor Bellagio, ligger Tremezzo med sine mange restauranter og butikker. Byen har fin badestrand, og vil man være kulturel, ligger den eksklusive Villa Carlotta i nærheden i en park med et orangeri og enormt smukke blomster. Villaen blev bygget i 1747 og ejes nu af den italienske stat. For danske turister har den særlig interesse på grund af Bertel Thorvaldsens Alexanderfrise.

Et absolut must er en sejltur på søen. Vælg en af de gamle sejlbåde, der sejler pa kryds og tværs af søen og lægger til ved samtlige småbyer. Turen tager ca 1½ time og er fuldstændig fantastisk. Det er ren romantik at glide forbi de adskillige små yndige byer, der ligger som en perlerække mellem det dybblå vand og de høje bjerge. Stå af og gå en tur i en af byerne og tag evt. den direkte hurtigfærge hjem igen.

Vær også opmærksom på at vejret kan skifte ret hurtigt pga. bjergene. Således forvandlede en smuk aften sig til det vildeste uvejr med hagl så store som æg. Det var helt sindssygt mens det stod på og 30 minutter senere var det overstået. Så hvis det mørkner og blæser op, så find ly hurtigt og udnyt pausen til noget af det ustyrligt lækre is.

como1

Man forstår glimrende, hvorfor George Clooney og andre stjerner har ferieboliger her.  Ham mødte jeg desværre ikke, men bedre held næste år. Como og Clooney, I’ll be back!

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

One thought on “Vil du have god mad, billig luksus og fantastisk klima?

  1. Pingback: Spa guide: Femstjernet forkælelse på Alter Meierhof | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *