Om tabermænd og tudekiks

Jeg er en del bagud med avislæsningen. For obvious reasons. Men er nødt til at dele dette tudefjæs med Jer.

Et langt stykke hen ad vejen troede håbede jeg, det var ironi og sarkasme. Wrong!

Den 44-årige førtidspensionist kalder sig selv, i ramme alvor, for taber, klynker og single. Hvilket man godt kan forstå. Med den skønne offerindstilling er han endda sikker på, at det aldrig bliver anderledes.

Hvilket i øvrigt er samfundets skyld. For som det fremgår af indlægget, så er det de kvindelige politikeres skyld, at der ikke er nogen, der gider (selvudnævnte) tabere som Johannes.

For de nyvalgte, kvindelige, røde politikere stiller ikke med nogen hjælp til tabermændene. Et samfundsproblem ifølge førtidspensionisten, der ligefrem efterspørger “Marshall-hjælp til Den truede underklassemand”.

Må jeg bede om en brækpose?

Og noget personligt ansvar?

Jeg ved ikke hvad der er værst: At der er mennesker, der i ramme alvor mener, at det er statens ansvar at deres liv bliver værd at leve eller det hylekor af mænd, der agiterer for, at de er åh, så undertrykte af kvinderne, der nu både går på universitetet, går efter de fede job, den gode løn, indflydelse og en familie på samme tid.

Fordi mænd ikke længere har patent på chefjobbene er det åbenbart undertrykkelse og helt galt går det, når samme mænd heller ikke engang har noget at skulle have sagt derhjemme, men i stedet bliver umyndiggjort og polstret ind i blomstrede vattæpper.

Really?!

Kære mænd, hvis ikke I gider skide, siddende på et blomstret toiletbræt, så skift det ud. Hvis det er et problem, at kvinder gerne vil have en karriere, så lad os tage den diskussion.( Og nej, jeg går ikke ind for kønskvotering i bestyrelser, det er et latterligt forslag)

Hvis vi nu skal være ærlige, handler det så ikke også om bekvemmelighed? Fx at det er meget nemmere at lade konen plastre alt indbo til i beige hør, købe alle værtindegaverne til svigermor, stå for alle sociale arrangementer og sørge for, at der er tænkt på vanter og gaver til børnefødselsdag? For så er der jo tid til maratontræning, golf og alle de vigtige ting, I laver ude i garagen?

Hvis en mand virkelig havde en mening om farven på det nye gulvtæppe, tror I så ikke kvinden ville lytte?

Det tror jeg og så er det altså noget fis at kalde det undertrykkelse. Det hedder bekvemmelighed og det er noget andet. Der går nok også et par år før mandeundertrykkelse bliver et reelt problem.

Mig bekendt er de fleste mænd ret begejstrede for, at der er to til at skrabe en indtægt hjem. Men det er måske kun ok, hvis man vil nøjes med et kontorjob, aflevere pengene og ikke ønsker at gøre yderligere karriere?

Johannes C. Jensen efterspørger kloge løsninger til at ændre tabermandes situation, så her en: Luk munden, let røven og kom i gang med at  ændre din egen tilværelse. Du vil givetvis blive overrasket over, hvor stor indflydelse en anden indstilling vil have på både livet og sex-livet.

Hvordan var det, kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet? Ved at feministerne gik forrest og krævede forandring, ikke ved at tude om hjælp i Politiken.

For du har helt ret i en ting: Kvinder gider ikke tudefjæs. Og det kan man ikke lovgive sig ud af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *