Luck be an old lady*

Der er samtaler, der er af en karakter, hvor det eneste positive er, at de foregår i telefonen. Simpelthen af den årsag, at man ikke skal bruge krudt på at finde en grimasse, der kan passe.

Sådan en mønstrede Det Mødrene Ophav i går, da samtalen indledtes med:

”Om 35 år er du 70!”

Og det er da også en måde, at skyde dagen i gang på, men som den optimist man er, svarede jeg:

” Ja, og til jeg kan gå på pension. Men jeg tror nu, det kommer til at gå stærkt alligevel”.

”Ja, sådan er det, når man bliver gammel. Årene suser af sted og det går hurtigere og hurtigere. Sådan er det når man nærmer sig endestationen”, replicerede festfyrværkeriet i telefonen.

”Så er det da godt, at vi bliver så gamle”, prøvede jeg i en spag version af snappy comeback. Forgæves. Damen var åbenbart først varmet op nu:

”Næhæh, det gør vi da overhovedet ikke. Min mor blev kun 59. Ja, statistisk har jeg faktisk kun to år tilbage. Og min mormor, hun blev 35. Det
samme som du er nu. Så det kan bestemt ikke betale sig, at gå og vente på at blive gammel, for det bliver vi ikke i vores familie.”

Det er så her jeg indsparkede, at jeg synes samtalen havde taget en noget uheldig drejning.

”Nå ja. Men i vores familie skal man altså leve hver dag, som om det er den sidste. Vi har virkeligt dårlige gener”.

Skide tak, siger jeg bare.

Har nu brugt mandag og tirsdag på at tvangsæde vamle chokoladekonfekt-kager og al den junkfood, jeg ellers har kunnet inhalere. Hvis
jeg alligevel står ude på afsatsen, så kan jeg ligeså godt nyde livet. Og være fed.

Vil nu bruge de næste par dage på at researche efter en passende gravsten. Også her er jeg åbenbart bagud…

Skal vi ikke konkludere, at hun i virkeligheden bare prøvede at sige tillykke med fødselsdagen??!

 

* Tyvstjålet fra Sex and The City, sæson 5, afsnit 3

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *