I.Do.Not.Have.Time.For.This.Shit

Kan vi godt snart blive enige om, at de dér helligdage skal tildeles et fast tidspunkt at optræde på?

Ja, det kan godt være at resten af Blogland er gået fandango i begejstring over sol, sommer, fredag, Distortion  og jeg skal komme efter dig, men sådan er det ikke her. For jeg har ikke været i nærheden af nogen af delene – og det er helligdagens skyld.

Ikke at der er noget galt med helligdage, men de burde kende deres besøgstid. Der er ikke noget at rafle om mht. julen, vel? Det er den 24. december og sådan er det. Nytår er den 31. december, tjek. Men derefter går der Rød Stue i den.

Der er et rend af helligedage foråret igennem  – og ikke et ondt ord om det. Det er bare en kende belastende, at de farer rundt på random datoer. Og fuldstændig naturstridigt at en helligdag, der det ene år ligger i april, har flyttet sig til juni året efter.

Den slags løjer kan tage livet af selv den bedste planlægning. For siden ruder konge var knægt har der ikke været en helligdag i
nærheden af undertegnedes fødselsdag. Ever.

Så det er der selvfølgelig i år. Hvor der er skrevet kalas i kalenderen og cateren melder fra med fire dages varsel, fordi han ikke gad/kunne/ville løfte opgaven alligevel.

Så nu skal man, udover alt det man ellers skal arrangere til en fest, 1) Finde på, købe ind til og kreere en hæderlig menu til selskabet. Og man kan ikke falde tilbage på tidligere successer, fordi 2) alt i grøntsagsverdenen er fyldt med bæ-bakterier og dermed no go. (Og det skal f… ikke være maden folk ørler af! ) Men 3) Den slags er åbenbart umuligt at købe ind til, og derfor har man frekventeret s-a-m-t-l-i-g-e supermarkeder i byen, uden held (Det er citronsorbet for faen, ikke plutonium!!)

Oven i det har 4) ansigtsbehandlerdame taget det lige rigeligt bogstaveligt, da jeg sagde, jeg helst skulle se ti år yngre ud efter sceancen. Og dermed smurt et eller andet i fjæset på mig, som har kvitteret ved at lave byldeagtige bumser på størrelse med alperne. Mangler kun et sæt togskinner i munden for, med stor troværdighed, at kunne holde 15 års fødselsdag!  Så nu skal der også jagtes grundmaling, der kan dække det værste.

Hvilket minder mig om, at jeg skal huske at ønske mig et par nye fødder, da jeg er udstyret med plader, der insisterer på specialbygget fodtøj ala B&W. Så der måtte vinkes farvel til de fabelagtige Louboutins, der skulle opgradere eksisterende kjole og derfor 6) mangler der både tøj og
sko til festlighederne.

Og som om man ikke er presset nok i forvejen, så er det lige, at Helligånden eller hvem det nu er, dukker op og lukker alt, der lugter af butik.

I.Do.Not.Have.Time.For.This.Shit!!!

Er et knurhår fra at begå mytteri og bare servere cocktails og kage for flokken. (Og så ser vi bort fra at de nøje udtænkte velkomstdrinks smadrede i 1000 stykker, så der nu skal opdrives nogle nye)

Fremover fikser vi det lige, så forårets helligdage ligger i april og maj. Blev der sagt.

Så ønsker jeg mig til gengæld evnen til at lave en realistisk tidsplan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *