Et spørgsmål om ære?

Jeg kender en tidligere soldat, der kaster sig på jorden og går i flyverskjul, hver gang han hører en høj lyd. Fx når barnet taber noget på gulvet.  Jeg har lavet historien, da en eks-soldat, der sprængte  sin lille søn og tidligere kone i luften. Og jeg læser jævnligt om eks-soldater, der bor ude i skoven, fordi de har så mange skader på krop og sjæl, at de ikke kan fungere i dagligdagen.

De sidste 20 år har vi jævnligt fået historier om mennesker, der er gået i krig for Danmark og er endt med at falde igennem systemet, enten som kriminelle, drabsmænd, psykisk syge eller substistensløse.  Tilfælles har de historien om det samfund, som de tog i krig for at tjene og som svigter på de mest basale områder.

Det tog ti år og et hav af tragiske historier fra vi i starten af 90’erne sendte de første soldater til Bosnien og til det gik op for politikerne, at der var noget galt, når soldaterne kom hjem igen. Uden at der skete det store, når det handler om hjælp, støtte, psykologbistand, bolig og alt det andet, man kan have brug for når verden er ramlet.

Og så er der i øvrigt gået 10 år, et par krige i Irak og Afghanistan og endnu flere skadede, syge, handicappede soldater og der er stadig ikke sket det store.

Jo, jo vi har diskuteret til stormfulde højder om vi overhovedet skulle have en flagdag til ære for de udsendte soldater. (Og hvor småligt er det lige?!) Og så har samtlige politikere stillet sig i kø ved håndvasken og været dybt forargede, da det gik op for dem, hvad krig i virkeligheden går ud på, da Amadillo-filmen afslørede, at livet på slagmarken er alt andet end pænt.

Jeg synes vi skulle skamme os. Uanset om man er for eller imod dansk deltagelse i krig.  Vi taler altså om unge mennesker i starten af tyverne, der oplever ting, der er så horrible, vi andre ikke kan forestille os det. Som sætter livet på spil, lever med frygten hver dag og som aldrig ved om de kommer hjem og ser deres familier igen. Som ser deres kammerater blive sprængt i stumper og stykker.

Jeg tror på, at det giver ar på sjælen. Og jeg begriber ikke, hvordan man i så mange år har kunnet se til, uden også at se, at mennesker med den slags oplevelser i bagagen har særlige behov.

Det kan kun lade sig gøre, fordi politikerne ikke har villet sætte sig ind i de reelle forhold. Og det er ikke fordi de ikke har fået det at vide, men nok mere fordi, de ikke ville lytte. Fordi krig er grim, afskyelig og uretfærdig – og hvem vil konfronteres med det?

For det er jo meget værre og mere væsentlig at gå op i, at soldaterne taler grimt, når de er i krig, end at de kan få en bolig og et job, når de kommer hjem igen. (Og helt ærligt, hvor mange arbejdspladser kan i virkeligheden tåle, at medarbejdernes samtaler offentliggøres fuldstændig ucensureret? Jeg kan godt komme i tanke om nogle stykker, hvor Hr. og Fru Danmark vil blive virkelig rystede, hvis de hørte hvad vi man taler om. Og hvordan!)

For mig at se er der ikke andet at gøre end at sige tak. Og undskyld. Til nogle unge, modige mennesker, der har gjort en allerhelvedes stor indsats, som kommer os andre til gode. Og som på mange måder er blevet sjoflet af det land, som de tog ud for at tjene.

Det er skammeligt igen, igen, igen at skulle se et TV-program med veteraner, der er blevet svigtet og en Forsvarsminister, der igen, igen, igen lover, at vi liiiiiiige om lidt har et system, der virker.    

Flere end 26.000 soldater har været sendt i krig for Danmark og af dem er 20 procent kommet hjem med varige skader. Det er altså mange.

Kom nu i gang med noget reel hjælp. Vi kan ikke være andet bekendt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *