Gudekomplekset

Kære Poul Madsen,

Jeg kan faktisk godt lide dig. Du har sat en god kurs for Ekstra Bladet med både tunge og væsentlige historier og jeg synes faktisk også du var helt ok, dengang du var min chef.  Men og der er et men: Jeg er overordentligt bekymret for dig. For jeg begriber simpelthen ikke, hvordan man, hvis man er ved fuldt mentalt helbred, kan forsvare at bringe uskyldige menneskers liv i fare.

Det er selvfølgelig Ekstra Bladets udflugt til familien, der er gidsler hos somaliske pirater, jeg taler om. Vi har tidligere været inde på, at jeg synes de danske mediers detaljerigdom i den sag, direkte tjener piraternes ærinde. Men at sende en journalist på reportage, hvor gidslerne holdes fanget er, pardon my french, direkte idiotisk.

Pirateri er en forretning. Det er nok ikke fordi journalisten er en flik fætter, at han blev inviteret ombord på gidslernes skib. Adgangskortet skyldes nok nærmere, at piraterne mener, det gavner deres sag.  Og nu har Ekstra Bladet sat en stor, fed streg under, hvor lukrativ forretningen er. For pirateri fungerer jo præcis sådan, at jo mere opmærksomhed man giver det, jo mere attraktivt dyrere bliver det. 

Jeg ved godt, hvad du vil sige nu, Poul. At vi er journalister og journalister skildrer virkeligheden, uden at forholde os til, hvad der måske/måske ikke sker. At vi er objektive.

Men det er jo præcis, det du ikke er. Ved at sende en journalist ind til gidseltagerne og sandsynligvis har betalt for det, er du og avisen blevet part i sagen.  Syv menneskers skæbne afgøres udelukkende af piraterne og indholdet i dagens avis får nu en direkte indflydelse på en helt uskyldig families liv.

Hvilket nu betyder at Ekstra Bladet formentlig bliver direkte årsag til tre mulige scenarier:  1) De danske gidslers ophold forlænges, 2) Løsesummen bliver højere eller 3) Der kommer syv mand hjem i ligposer.

Er det objektivt? Eller upartisk? Ikke rigtigt, vel.

At gamble med liv eller død er ikke en journalistisk opgave. Og jeg forstår ikke, hvordan man kan være helt og aldeles hævet over, hvad alle eksperter anbefaler. Forskere, erfarne forhandlere, rederier, der har haft folk kapret, ja selv tidligere gidsler siger samstemmende, at så lidt mediemæssig opmærksomhed som muligt er altafgørende.

Det engelske ægtepar, der blev frigivet i november, har i en direkte appel nærmest tryglet de danske medier om, at skrue ned for omtalen. De oplevede på egen krop, hvordan piraterne blev mere og mere grådige og utilregnelige i takt med, at medieomtalen og udsigten til endnu flere millioner steg. 

Og med al respekt: Jeg tvivler på, at der er nogen på hjørnekontorene i de danske mediehuse, der er i stand til at vurdere både risiko og konsekvens i sager som denne.  Og synes også det er en smule til den arrogante side at sige,  at hvis noget går galt, så må man forholde sig til det efterfølgende.

WTF???!!!

Hvem er det lige, der har bildt journalister ind, at vi står på trinnet direkte under Gud og derfor kan gøre præcis, som vi vil? Hvorfor læner vi os op af eksperter i alle andre sammenhænge, men nægter at lytte, når det har betydning for vores eget arbejde og antallet af aviser, der sælges?

Hvordan kan det være, at vi i skåltalerne praler af vores store indflydelse og titel som den fjerde statsmagt og så samtidig er, nærmest, blottede for ansvarsfølelse? Og ikke gider nedlade os til at overveje konsekvenserne af de historier vi bringer?

Konsekvens er da ellers noget, vi kender så glimrende. Ingen historie har jo gang på jord i medierne, hvis den ikke har en konsekvens. Og helst så stor som muligt.

 I denne historie er konsekvens, så det basker. Det er altså syv mennesker, der risikerer ikke at komme hjem.  Men det gælder måske ikke?

Så kære Poul, hvad gør du egentlig den dag, hvor din avis skal dække historien om de gidsler, der blev dræbt af piraterne?  Står du i kø ved håndvasken sammen med de andre mediechefer og bliver enige om, at vi hellere må gøre det anderledes næste gang?  

Eller kunne vi lige prøve at være på forkant til en forandring?

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *