Nice to know eller need to know?

Forestil dig et hotel i København: 100 mennesker holdes fanget som gidsler af terrorister. Politiet og PET planlægger en aktion, der skal befri gidslerne, men for at det kan lade sig gøre, beder man medierne undgå at al omtale af terroraktionen. Med andre ord: Medierne skal helt lade som om gidseldramaet ikke eksisterer – fordi myndighederne, af sikkerhedshensyn, beder os om det.

Vil vi gøre det? Jeg tror det ikke.

Tværtimod har vi et mediebillede, hvor der sendes live i døgndrift, gerne før tingene sker og før vi overhovedet ved, hvad der foregår. Derfor er det utopi at forestille sig, at medier frivilligt skulle træde tilbage fra at dække en begivenhed, bare fordi nogen beder os om det.  Journalister er jo i offentlighedens tjeneste og offentligheden har krav på at vide alt.

Men jeg tror vi er nødt revurdere den holdning. Vi lever i et globaliseret samfund, hvor den seneste nyhed ikke er andet end et internet-klik væk. Og det er rasende effektivt: Foreløbig har Facebook væltet en egyptisk diktator, hele verden kender Jyllands Posten og avisens beliggenhed og selv i en trøstesløs ørken på Afrikas horn læser pirater danske aviser. Og lige præcis derfor er det nødvendigt, at tage mediernes dækning op til revision.

Desværre bliver det formentlig nok ikke sidste gang, at Danmark og danskere rammes af ulykker med stor medieinteresse.  Vi har en meget uflatterende placering på top tre over mål, terrorister gerne vil ramme og der er intet, der tyder på, at det ændrer sig foreløbig.

Derfor er det også på høje tid, at vi i medierne tager diskussionen om, hvad vi egentlig bringer af oplysninger og om det, i visse tilfælde, tjener sagen bedst, slet ikke at bringe noget. Allerede nu kan jeg se strømmen af journalister, der farer til tasterne og beskylder mig for censur og vanære af ytringsfriheden…

Faktum er bare, at når først informationer er ude, kan de ikke styres længere. Når de er ude, ved man ikke længere, hvem der får dem og hvad de bruges til. Og til hvad.

Mens en dansk familie i øjeblikket gennemlever deres livs værste mareridt, fanget af pirater i Somalia, er den danske presse gået i selvsving ved at dække sagen så meget som overhovedet muligt. Billeder af familien, navne, stillinger, sange børn har skrevet – alt har åbenbart offentlighedens interesse. De mest hellige går meget op i, at de slører fotos og navne, men det ændre ikke på, at der i øjeblikket frigives masser af oplysninger, der kan bruges af piraterne til at trække pinen ud – blot for at få flere penge.

Hvad hjælper det at Udenrigsministeriet ikke vil kommentere på sagen, når den ene reporter efter den anden står foran bygningen og i detaljer udpensler, det diplomatiske forhandlingsspil, der er i gang? Hvad nytter det, at myndighederne anbefaler, at man ikke taler om penge og løsesum, når der i næste indslag er en forhandler, der redegør for, hvordan og med hvor store beløb, man forhandler folk fri? Samt at alle medier fortæller, at familiens pårørende har begyndt en indsamling til at købe dem fri? Og helt ærligt: Hvorfor skal vi vide det? Er det vigtig viden eller skal vi, som journalister, bare prale af vores insider-viden og hemmelige kilder?

Alle disse informationer kommer ikke kun danske seere og læsere til gode. De suser samtidig direkte ned til piraterne, der for alvor bliver bestyrket i, at det er en rasende god forretning at kidnappe vesterlændinge og søfolk. Og tag ikke fejl: Her i Danmark findes også mennesker, der går terroristernes og piraternes ærinde. Den somaliske terrorgruppe al-Shabaab er også aktiv her i Danmark.  I den somaliske kultur er det ekstremt vigtigt, at man, hvis man er nået til vesten, støtter de, der er ladt tilbage med penge, oplysninger og hvad, der ellers kan hjælpes med. Det ses også, at al-Shabaab opkræver penge fra herboende somaliere for at ”beskytte” deres familier i Somalia.

Jeg siger bestemt ikke at alle fra Somalia er terrorister, forbrydere eller pirater! Men det er et faktum, at de mange oplysninger vi frigiver, er vand på forbrydernes mølle, uanset om de er terrorister eller pirater. Og at det i sidste ende skader os selv.

Hvilket leder mig tilbage til begyndelsen:

Eksemplet med gidseltagningen på hotellet er ikke fiktiv. Den stammer fra et kursus i terrorisme og ekstremisme, jeg for nyligt var på i London. Her har medierne nemlig lavet en aftale, hvor de i, eksempelvis en gidselsituation, ikke vil omtale den, før det er oversået. Simpelthen af sikkerhedshensyn. For hvad nytter det at have en god historie, hvis terroristerne kan følge aktionen mod dem live på TV og derfor slår gidslerne ihjel?

England har en lang og ulykkelig historie med terror og er derfor meget mere indstillede på at lide afsavn, for at forhindre at det sker igen. De føler ikke, det går ud over hverken deres personlige eller mediemæssige frihed.

Som en af journalisterne sagde: ”Jeg vil hellere have alverdens overvågning og begrænsning, fordi det øger min og mine børns sikkerhed. Stort set alle i England kender en, der er blevet offer for terrorisme. Vores eneste mål er at forhindre at de sker igen. Jeg ser intet problem i at myndighederne kan bede os holde en historie tilbage af sikkerhedshensyn. Ellers går vi terroristernes ærinde. Og det er da værre. ”

Tankevækkende.

Der er forskel på nice to know og need to know. Jeg håber vi har modet til at tage den diskussion i den danske mediebranche og sætte spørgsmålstegn ved, om vi med den massive dækning går piraternes og terroristernes ærinde.

Og i dette tilfælde: Forringer familiens chance for at vende tilbage i live.

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *